Søde pindsvine-cookies
21. december 2020Børn,Opskrifter,DIY
Ej, okay: Alt for søde pindsvine-cookies
Vi er først selv lige stoppet med at have en kæmpe fest over de her, så vi kan ikke forestille os andet, end at de også vil frembringe smil og bageglade hjemme hos jer. Den perfekte indendørsaktivitet – og noget alle børn vil elske!
Pindsvine-cookies med pekannødder og chokoladekrymmel
Forberedelse: 45 min
Bagetid: 12 min
Antal: 16 stk.
Det skal du bruges til cookies
- 250 g smør
- 75 g flormelis
- 280 g hvedemel
- 1⁄2 tsk. salt
- 2 tsk. revet citronskal
- 1 æg
- 100 g smeltet mørk chokolade
- 50 g hakkede pekannødder
- 25 g chokoladekrymmel
- 32 sukkerøjne
Fremgangsmåde
- Pisk smør og flormelis sammen. Tilsæt hvedemel, salt og revet citronskal.
- Pisk ægget sammen i en anden skål, og saml dejen med det. Dejen skal ikke æltes, den skal blot samles. Pak dejen ind i madfilm, og læg den i køleskabet i 30 minutter.
- Tag dejen ud på et meldrysset bord. Del dejen i stykker af ca. 35 g, og form dem til kugler. Form dem herefter forsigtigt mere dråbeformet, så pindsvinene får en krop og næse.
- Læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag pindsvinene ved 180 grader (alm. ovn) i ca. 12-14 minutter, til de er gennembagte og gyldne.
- Tag dem ud, og lad dem afkøle helt på en bagerist.
- Smelt chokoladen, dyp forsigtigt kroppen på pindsvinene (den tykke ende) i chokoladen, og vend i enten hakkede pekannødder eller chokoladekrymmel.
- Kom resten af den smeltede chokolade i en sprøjtepose, og klip et meget lille hul. Brug den smeltede chokolade til at lime sukkerøjne på, og sprøjt en lille næse.
Note:
- Sukkerøjne kan erstattes af prikker af smeltet chokolade.
- Dejen bliver meget hurtig varm, så start eventuelt med kun at tage halvdelen af dejen ud, mens der formes pindsvin.
Hvis du ikke er gået helt i sukkerchok over, hvor nuttede, de her cookies er, så kan du også prøve den søde opskrift på små marengskager med mascarpone og bær.
Vi tager forbehold for skrivefejl.