Fejr foråret med laks en papillote og sommerhussalat

Fersk fisk og en grøn kartoffelsalat med asparges får dig i forårsstemning, hvis du ikke allerede er det.

Papi-hvad for noget?
Ku’ du tænke dig en nem opskrift pakket ind i fancyness? Det er lige, hvad denne forårsfriske ret er, og pakket ind er den også. En papillote er nemlig fransk for at pakke maden ind i f.eks. bagepapir og bage den i ovnen, hvor den får masser damp, så den bliver dejligt saftig.

Laks en papillote til 4 personer

Det skal du bruge

  • 600 g laks med skind
  • 1 citron
  • Salt og peber
  • ¼ bundt frisk dild

Fremgangsmåde

  • Læg laksen på et stort stykke bagepapir. Krydr med salt og peber.
  • Skær citronen i skiver, og læg skiverne på toppen af laksen sammen med 3-4 stilke dild (gem noget dild til servering).
  • Fold bagepapiret op om laksen, og luk det godt til. Kom pakken i ovnen ved 200 grader alm. ovn i ca. 20 minutter, til laksen er netop tilberedt.
  • Top med frisk dild

Kartoffelsalat med asparges, dild og mormordressing

Det skal du bruge

Salat

  • 500 g aspargeskartofler
  • 8 tykke grønne asparges
  • 2 forårsløg
  • 2 hoveder hjertesalat
  • 1 dl friskhakket dild
  • 1 spsk. grov sennep
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. æbleeddike
  • ¼ sukker
  • Salt og peber

Mormordressing

  • 1 dl piskefløde
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1 spsk. flormelis
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Start med dressingen. Bland piskefløde, citronsaft og flormelis sammen. Krydr med salt og peber, og sæt dressingen på køl i 15 minutter. Smag mormordressingen til inden servering.

Salat

  • Læg kartofler med skræl i en gryde med koldt, saltet vand, og kog kartoflerne næsten møre. Hæld kogevandet fra, og fyld gryden med koldt vand. Lad det stå i 2-3 minutter for at afkøle kartoflerne lidt. Pil skrællen af kartoflerne, og afkøl kartoflerne helt. Skær dem herefter i mundrette stykker.
  • Skræl med en tyndskræller tynde strimler af aspargesene. Læg strimlerne i en skål med isvand, så de bliver helt sprøde.
  • Snit forårsløg fint. Pil bladene af hjertesalaten, og skær stokken ud. Riv bladene i grove stykker.
  • Pisk sennep, olivenolie, æbleeddike, sukker, salt og peber sammen til en dressing. Vend dressingen med kartoflerne.
  • Bland kartofler, forårsløg, hjertesalat og finthakket dild sammen i en skål.
  • Dræn aspargesstrimlerne for vand, og læg dem på et viskestykke for at suge overskydende vand. Kom aspargesstrimlerne i salaten, og vend det hele sammen.

Server kartoffelsalaten med mormordressing, bagt laks og godt brød. Årh, det er godt!

Vil du ha’ mere forårsmad, der emmer af fransk bistro? Så se nærmere på den her forårsgalette (en skøn tærte forklædt i franske gloser).

Vi tager forbehold for skrivefejl.