Find den perfekte skjorte: 6 tips til den rigtige pasform

Find den perfekte skjorte: 6 tips til den rigtige pasform

 

Kan du heller ikke sige dig fri for at tage den 10 år gamle skjorte frem fra skabet, og sige ”arh, den passer sgu endnu,” selvom du godt kan se, at den er liiidt stram? Eller måske har du flere skjorter hængende i skabet, som du faktisk aldrig bruger, fordi de bare ikke føles rigtige? Så læs vores guide til den rigtige pasform lige her – så lover vi, at du aldrig mere går i byen med den gale skjorte.

Ingen kvælertag, tak

Hånden op, hvis du kender følelsen af at knappe den sidste knap og opdage, at du ikke kan trække vejret. Og så tænker du ”nå, jeg kan da også bare holde knappen åben og sige, at jeg går efter et casual look.” Det kender vi i hvert fald. Men det ér faktisk slet ikke meningen, at en skjorte skal sidde så stramt ved din hals. Prøv derfor at se, om du kan holde en finger mellem hals og krave, uden at det føles ubehageligt. Hvis du kan dét, så burde der være god plads. Også på en varm dag.

Hørskjorte til 600 kr. i Kaufmann

Rank skuldrene

En god skjorte kan virkelig være med til at hjælpe din statur på vej, hvis du vælger den rigtigt. Den kan nemlig også gøre det helt modsatte, hvis du er kommet ud i den forkerte pasform. At gå skjorten efter i (skulder)sømmene er en af de ting, man tit glemmer, men det er faktisk noget af det allervigtigste. Reglen er, at sømmen skal sidde lige på selve skuldrene. Den må hverken sidde for langt over eller for langt under. Tænk på, hvor stjernerne sidder hos en politimand – så er du godt på vej.

Kortærmet skjorte med palmer til 800 kr. i Kaufmann

Giv knapperne en chance

Fronten på en skjorte er det første, man ser, så den skal altså være i orden. Og husk: En god skjorte skal ikke stramme over brystet. Det er ubehageligt at føle, at man kan kigge ind imellem knapperne, og det kan være nervepirrende at se på knapper, der er kommet en tand for meget på overarbejde med at holde sammen på det hele. Din skjorte skal selvfølgelig ikke være så løs, at den poser, men det er vigtigt, at du kan bevæge armene, uden det strammer henover brystet. Ellers er der ikke meget sjov i at tage skjorten med på dansegulvet!

Stribet skjorte i hvid/lyseblå til 399,95 kr. i Jack & Jones

Vis dine guns

Selvfølgelig skal hele verden gerne kunne se, at du har pumpet jern i fitnesscentret det meste af weekenden, eller at den terrasse jo altså ikke lagde sig selv. En god skjorte skal nemlig vise konturen af dine lækre overarme. Meeen, husk alligevel: Ærmerne må ikke sidde så stramt, at du ikke kan bøje eller løfte dem ordentligt. Så det kan godt betale sig at stå at svinge lidt med dem, når du prøver skjorter i butikken. En god teknik at afprøve her er ”hurrraaa, mit fodboldbold scorede”-bevægelsen. Kan du lave dén, er du good to go.

Ternet skjorte i blå/orange til 499,95 kr. i Jack & Jones

Den skal blive i buksen

Kender du dét med at stå akavet i hjørnet og forsøge at tvinge skjorten tilbage i bukserne, når den igen er hoppet ud af egen fri vilje? Eller endnu værre, når der opstår en halv skjorte i buks, halv skjorte oppe af buks-situation? Det kan gøre det ret umuligt at komme igennem en hel arbejdsdag uden at blive lettere skør. Husk derfor at tjekke, at længden på din skjorte er rigtig. Det er den, hvis du kan sætte og rejse dig, uden den popper op af bukserne. Så er der dømt squats i prøverummet.

Cowboyskjorte til 799,95 i Frederik

Få styr på ærmelængden

En af de mest almindelige fejl, når vi køber skjorter, er, at vi vælger skjorter med ærmer så lange, at de skal foldes op for at være pæne. Og så bruger de hele dagen på at falde ned igen, hvorefter vi kan starte forfra. Ret irriterende. Så det er der selvfølgelig også en regel for! Reglen er nemlig, at manchetten ikke må gå ned over håndryggen. Den skal stoppe der, hvor dit håndled slutter. Så husk lige at strække armen og tjekke klokken et par gange, før du bedømmer, om skjorten skal hjem at bo hos dig.

Hvid langærmet skjorte til 1200 kr. i Kaufmann

Og husk nu: kropstyper, højde, længde og bredde er vidt forskellig hos os alle sammen, og derfor er det ofte svært at finde en skjorte, som opfylder alle kravene. Men regel nr. 1 er: Den skal være behagelig at have på. Den skal ikke stramme eller være irriterende. Og hvis du er i tvivl, så husk at spørge ekspedienten i butikken, for de elsker at hjælpe. God skjorteshopping!

Vi tager forbehold for skrivefejl, prisændringer og udsolgte varer.