Skal der andre boller på suppen? Prøv Henriks 3 nemme toppings

Supper er lækre i den kolde tid, men sommetider mangler de bare lige et ekstra pift både for mætheden, udseendet og smagens skyld. Det kan løses med knasende toppings, som alle kan laves, mens suppen varmes op. Længere tid tager det ikke. Få opskrifterne på Henrik Hoffmanns 3 nemme toppings her.

Af Henrik Hoffmann – @henrikhoffmann

Hjemmelavede brødcroutoner i 5 step

Hvis du har et daggammelt brød liggende, er det oplagt at lave brødcroutoner til suppen. Jeg havde et Ølandsbrød fra bageren i Føtex liggende, som var blevet lidt tørt og kedeligt, så hvorfor ikke udnytte det og lave en lækker suppetopping? Det smager skønt og en ekstra bonus er, at du undgår madspild.

Det skal du bruge:

3-4 skiver brød (1 skive pr. person)
Lidt olie
Salt

Sådan gør du:

  1. Skær brødet i ca. 1 cm. tykke skiver og dernæst i ca. 1 cm tern.
  2. Placér brødet på en bageplade med bagepapir.
  3. Hæld en lille smule olie ud over brødstykkerne.
  4. Drys med salt.
  5. Bag ved 200 grader i ca. 10-12 min.

Tip: Skær evt. skorpen af – den kan godt blive for hård

Ristede portobellosvampe

Hjemme hos os bruger vi ofte champignoner og andre svampe i madlavningen. Jeg er især glad for portobellosvampe, som har lidt mere smag end almindelige champignoner, og så indeholder de også en masse mættende proteiner. De er gode til det meste, og de smager fantastisk som topping på suppen.

Det skal du bruge:

4 portobellosvampe (1 pr. person)
Lidt olie

Sådan gør du:

Fjern stilken, og børst den fri for jord.
Skær svampen i ca. 1 cm tykke skiver.
Rist skiverne i lidt olie på en pande, til de er gyldne.

Tip: De ristede svampe smager også dejligt i en salat.

Bacon og persille

Alt bliver bedre med bacon! Og lidt ekstra kød i suppen mætter selvfølgelig også, mens persillen giver suppen et frisk løft i smagen.

Det skal du bruge:

2 pakker tørsaltet bacon
Persille

Sådan gør du:

Rist bacon til det er gyldent, og lad det dryppe af på noget køkkenrulle.
Skyl persillen, og hak det fint.
Brug ca. 2 spsk. ristet bacon pr. portion, og drys med lidt persille efter smag og behag.

Tip: Hvis du gerne vil undgå at hele huset lugter af stegt bacon, kan du købe færdigstegt bacon.