Frejas DIY-guide: Sådan strikker du et flot efterårstørklæde

Strik er in, og det er endnu bedre, hvis du selv har været i gang med strikkepindene. Og så er det en virkelig hyggelig efterårsbeskæftigelse at finde strikketøjet frem, når vinden blæser udenfor, og regnen slår mod ruden. Vores ambassadør Freja har været så sød at dele en strikkeopskrift på et flot efterårstørklæde, så du også kan komme i gang med at strikke til de kølige måneder.

Af Freja Rosengreen Jeppesen@frejjack

Tid til halstørklæder

Efteråret står for døren, og det betyder, at det er tid til at finde tørklæderne frem fra gemmerne. Men hvorfor ikke strikke sit eget? Jeg har valgt at strikke et simpelt tørklæde i flotte efterårsfarver.

Husk strikkeprøven

Jeg strikker altid på rundpinde, da jeg synes, at det er nemmest. Her bliver pindene ikke væk eller glider ud af strikketøjet, som det ellers ofte sker på almindelige jumperpinde. Jeg starter altid med at lave en strikkeprøve for at sikre mig, at strikkefastheden på det, jeg skal lave, passer. Hvis ikke strikkefastheden passer, kommer det endelige resultat ikke til at være det samme som i opskriften.

Strikkefasthed: 17 masker x 20 pinde i ribstrik (2 vrang, 2 ret) = 10×10 cm
Vejledende pind: 4,5 mm

Materialer:
Grundfarve: 150 g Cotton Merino fra Concept by Katia (farve 104)
Farve 1 (grøn): 50 g Cotton Merino fra Concept by Katia (farve 122)
Farve 2 (abrikos): 50 g Cotton Merino fra Concept by Katia (farve 102)

Concept by Katia garn til 54,95 kr. fra Panduro.
Pony strikkepinde til 59,95 kr. fra Panduro.
Pindmåler til 8,80 kr. fra Søstrene Grene.

Tip: For at få en flot kant på halstørklædet bruges kædekantmasker. De strikkes således: På hver pind løftes 1. maske af pinden, som om den skal strikkes ret. Den sidste maske på hver pind strikkes vrang.

Tip: Når du er færdig med dit strik, bør du altid vaske det inden brug. Dette gør, at restfarven bliver skyllet ud, og at maskerne falder på plads, så dit strik bliver jævnt og pænt. Hæld varmt vand i en balje, og tilføj ca. 1 spsk. uldsæbe. Kom dit strik i vandet, men undgå at røre for meget ved det, så det ikke filtrer. Lad det ligge i 10-15 min. Skyl derefter med rent vand. Tag dit strik op, og pres vandet ud. Undgå at vride det for meget. Læg det på et tørt håndklæde, og rul det ind for at presse yderligere vand ud. Læg det derefter på et tørt håndklæde, og lad det tørre i en enkelt dag.

Neutral uldsæbe til 38,95 kr. fra Føtex.

Så er det bare med at finde pindene frem, så du kan strikke dit eget personlige efterårstørklæde.

God strikkelyst!

Opskrift

Slå 44 masker op
Strik 2 cm glatstrik (start på vrangsiden)
Lav kædekantmasker i hver ende af arbejdet
Skift til farve 1, og begynd på ribstrik (2 vrang, 2 ret). Husk, at kantmaskerne ikke tæller med
Strik 8 cm i farve 1
Fortsæt med at lave kædekantmasker i hver ende af arbejdet

Farveskift efter tabellen:

Farve Strikkede cm
Grundfarve 6 cm
Farve 2 5 cm
Grundfarve 5 cm
Farve 1 4 cm
Grundfarve 3 cm
Farve 2 2 cm
Grundfarve 3 cm
Farve 1 2 cm
Grundfarve 5 cm
Farve 2 5 cm
Grundfarve 6 cm
Farve 1 4 cm
Grundfarve 4 cm
Farve 2 2 cm
Grundfarve 3 cm
Farve 1 2 cm
Grundfarve 5 cm
Farve 2 5 cm
Grundfarve 6 cm
Farve 1 5 cm
Grundfarve 6 cm
Farve 2 3 cm
Grundfarve 6 cm
Farve 1 3 cm
Grundfarve 4 cm
Farve 2 2 cm
Grundfarve 4 cm
Farve 1 2 cm
Grundfarve 2 cm
Farve 2 4 cm
Grundfarve 5 cm
Farve 1 5 cm
Grundfarve 6 cm
Farve 2 8 cm