Med Henrik i køkkenet: Sovsen du ikke vil undvære

Hvad er kartofler uden sovs? Det er lidt ligesom chips uden dip. Det fungerer uden, men det er altså ikke det samme. Og hvorfor nøjes, hvis du kan undgå det? Henrik Hoffmann har den lækreste opskrift på en kantarelsauce, der smager så godt, at du aldrig igen vil smovse kartofler uden. Værsgo:

Af Henrik Hoffmann – @henrikhoffmann

Det skal du bruge:

500 g friske kantareller
½ l fløde
1,5 dl hvidvin
1 banan-skalotteløg
50 g smør
Frisk timian
Salt og peber

Sådan gør du:

Du starter med at rense de friske kantareller. Brug en pensel til at børste jorden af. Sådan undgår du nemlig at bruge vand, som ødelægger smagen. Snit skalotteløget fint. Smelt smørret i en gryde. Tilsæt så det finthakkede løg, og lad det blive blødt og gyldnet. Når løget har den rigtige farve og konsistens, tilsætter du de rensede svampe. Brun dem godt af i 5-6 minutter, hvorefter du hælder hvidvin over. Lad nu det hele simre videre i ca. 5 minutter. Og så er det tid til at tilsætte det vigtigste, nemlig fløden. Efter ca. 10 minutter er fløden reduceret, og konsistensen på sovsen bør være lækker og cremet. Smag til med salt og peber.

Denne lækre kantarelsauce passer perfekt til de fleste efterårsretter. Servér den fx til Sous Vide svinemørbrad.

Bon appétit!