Påskedessert: Syndig cheesecake med citron
25. marts 2020DIY,Liv & Stil,Opskrifter
Påskedessert: Syndig cheesecake med citron
Lav syrlige og friske cheesecakes med knasende sprød bund til hjemmets påskebord. Vi garanterer, at det ikke bliver sidste gang.
Elsker du også nemme desserter, der ikke ser nemme ud?
Så vil du elske vores fluffy cheesecakes med citron, som er den perfekte feature, hvis du vil imponere lidt ekstra på hjemmefronten i påskedagene. Du kan pynte dem med marcipanpåskeæg i højtidens anledning – mon ikke både husets børn og voksne vil være ellevilde?
Det skal du bruge
Opskrift på 6 stk.
Bund
- 125 g smør
- 50 g mandler
- 200 g digestive kiks
- 10 g sukker
Top
- 3 blade husblas
- 250 g flødeost
- 150 g cremefraiche 18 %
- 100 g sukker
- 1 citron, saft og skal
- 3,5 dl piskefløde


Fremgangsmåde
Bund
- Smelt smørret, og lad det afkøle lidt.
- Rist mandler på en tør pande. Tag dem af varmen, og lad dem afkøle lidt.
- Kom digestive kiks og mandler i en foodprocessor, og blend dem helt fint.
- Kom de fintmalede kiks, mandler og sukker i en skål. Tilsæt smeltet smør, og bland det hele
- Sammen, til det ligner groft sand.
- Beklæd 6 udstikkeringe (8 cm i diameter) med bageplast. Fordel kiksemassen i ringene og
tryk den godt sammen med bunden af et glas eller en ske, så bundene er helt faste. Sæt
ringene i køleskabet i min. 1 time til bundene har sat sig.
Top
- Læg husblas i en skål, med koldt vand i 5 minutter.
- Kom flødeost, cremefraiche, sukker, citronsaft og fintrevet citronskal i en stor skål, og pisk det
godt sammen. - Tag husblassen op af vandet, vrid fri for vand, og kom den i en lille gryde. Smelt husblassen
ved svag varme. - Hæld den smeltede husblas i en tynd stråle i flødeostblandingen, mens der piskes.
- Pisk i en anden skål fløden til en let skum.
- Kom ⅓ del af flødeskummet i flødeostblandingen, og rør den i. Vend herefter forsigtigt
resten af flødeskummet i. - Kom cremen op i en sprøjtepose, og klip et hul. Sprøjt cheesecake-cremen i formene.
- Sæt de små cheesecakes i køleskabet i min. 4 timer, gerne til dagen efter.
- Tag de små cheesecakes ud af køleskabet, og lad dem stå 10 minutter på køkkenbordet.
- Fjern forsigtigt udstikkerformene og herefter bageplasten. Pynt med spiselige blomster og
evt. friske bær. Server straks.
Er det kun os, der er blevet virkelig cheesecake-sultne? Så er det bare med at komme i gang!
Vi tager forbehold for skrivefejl.