+ HYGGELIGE JULEOPSKRIFTER
14. december 2018Liv & Stil,Børn,Opskrifter
+ HYGGELIGE JULEOPSKRIFTER
CONFITERET AND MED DADLER OG GRØNKÅLSSALAT
Til 4 personer
4 andelår, 2 tsk. sukker, 2 tsk. salt, 2 stilke rosmarin, 300 g andefedt
Salat:
10 stilke grønkål, ½ rødt spidskål, 6 store dadler
Dressing:
1 spsk. dijonsennep, 2 tsk hvidvinseddike, lidt andefedt, salt og peber
Gnid andelår med en blanding af salt og sukker og kom i en plastikpose. Læg i køleskab natten over. Sæt ovnen på 175 grader. Tør andelår med køkkenrulle og kom i en ildfast form hvor lårene netop kan være. Hæld andefedtet ud over lårene og sæt i ovnen i cirka 2 timer. Hæld fedt fra bunden af formen over lårene en gang imellem. Hvis du ønsker endnu sprødere lår kan du til sidst skrue ovnen op på 225 grader. Du kan servere hele lår til salaten eller dele kødet i mindre stykker. Server med snittet salat, halverede dadler og dressing.
FÅ INSPIRATION MED MADSKRIBENT MARIA MELDGAARD
KANELKRYDRET CHOKOLADEMOUSSE MED GRANATÆBLE OG SØDE MANDLER
Til 4 personer
Mousse:
3 dl piskefløde
100 g mørk chokolade
En knivspids kanel
4 spsk. mandler
2 spsk. ahornsirup
4 spsk. granatæblekerner
Kom 1 dl fløde i en lille gryde og kog op. Tag fra komfuret. Hak chokoladen og kom i fløden. Lad stå og lad chokoladen smelte. Rør sammen til du får en blank chokoladecreme. Krydr med kanel. Afkøl til ca. 30 grader. Pisk de 2 dl fløde til blødt skum og vend med chokoladecremen. Kom moussen i fire glas. Stil i køleskab i mindst 2 timer før de skal spises. Rist mandler i ahornsirup i en gryde og afkøl. Anret mandler og kerner på moussen ved servering.
RØDVINSRISOTTO MED BITTER SALAT OG ESTRAGON
Til 4 personer
4 dl arborioris
1 løg
25 g smør
5 dl rødvin
8 dl hønsebouillon
50 g friskrevet parmesanost
Salt og peber
Bitre salatblade
Estragon
Parmesanost
Hak løget fint og smelt en god klat smør i gryden. Svits løg og ris et par minutter. Hæld 2-3 dl vin i gryden og rør rundt. Når vinen er absorberet af risen, hælder du et par dl mere vin ned i gryden og rører rundt. Gentag med bouillonen. Når risottoen er blød og cremet, vender du friskrevet ost ned i gryden og rører rundt. Server med salat, estragon og et drys parmesanost.
HVID GLÖGG MED INGEFÆR
Til 4-6 personer
2 dl æblejuice
1 knold ingefær
2 kanelstænger
2 dl rørsukker
1 flaske hvidvin
Ved servering:
1 appelsin
Kom æblejuice i en gryde. Kom ingefær i skiver, kanelstænger og sukker i gryden. Kog op og lad simre 2 minutter. Tag fra komfuret og lad trække i 30 minutter. Fjern kanel.
Kom vinen i gryden og varm helt op, dog uden at vinen koger.
Server med appelsinskiver.