Mathias anbefaler: 3 x håndledsguf

Vi tør godt at vove den påstand, at uret er mandens vigtigste smykke (bortset fra vielsesringen, naturligvis). Og spørger du vores ambassadør Mathias, bør alle mænd eje mindst ét pænt ur. Læs med her, og få Mathias’ bud på tre gode ure til hver sin stil.

Af Mathias Toft – @iamtoft

Gå efter kvalitet for pengene

Mange mænd drømmer om de eksklusive (og virkelig dyre) urmærker, men heldigvis kan du sagtens pryde dit håndled med et fedt ur uden at sætte hele din opsparing til. Flere urmærker specialiserer sig i at fremstille pæne ure med et godt urværk til en virkelig god pris. Det er vigtigt, at urværket er af en vis kvalitet, hvis du ønsker, at uret skal holde i flere år. For selvom du ikke behøver at lægge huslånet om for at investere i et ur, koster det jo alligevel lidt – og så må det også gerne holde i mere end et år eller to.

Det klassiske look

Japanske Seiko har opnået stor succes med netop at fremstille kvalitetsure til en overkommelig pris. Hvis du kan lide et klassisk herreur, er dette fra Seiko et godt køb. Uret er med læderrem, som både går til et klassisk og casual look, så det er et godt all round-valg, der passer til det meste tøj. Uret drives af et Seiko 4R57 automatik urværk, der oplader energi, mens du bevæger dig. Urværket har 29 juveler, hvilket gør det mere slidstærkt, 21.600 vibrationer pr. time og cirka 41 timers gangreserve ved fuld opladning – det antal timer, uret går, når du ikke bevæger dig.

Seiko Presage Ice Blue Cocktail Time Sky Diving Automatic, Skovgaard Guldsmed & Urmager, 4.450,-

Det sporty look

Er du til et mere robust og sportsligt ur, kunne det her godt være noget for dig. Uret har et ret lækkert udtryk og giver et afslappet og sporty twist til dit outfit. Det er vandbeskyttende til 200 meter og drives af et Seiko 6R15 automatik urværk, der også oplader energi, mens du bevæger dig. Værket har 23 juveler, 21.600 vibrationer pr. time og cirka 50 timers gangreserve ved fuld opladning. Derudover er det forsynet med en “hack”-funktion, der stopper sekundviseren, så du kan indstille tiden lige på sekundet. Kald dig bare James Bond, ikke?

Seiko Prospex Automatic Diver, Skovgaard Guldsmed & Urmager, 7.950,-

Det eksklusive look

Er du til et mere eksklusivt udtryk, er dette ur fra Fossil et godt bud. Stållænken giver et maskulint udtryk, som især gør sig rigtig godt til den lidt pænere påklædning med skjorter og jakkesæt. Fossil er et amerikansk urmærke, og under selve Fossil Group finder man flere brands som for eksempel Relic, BMW, Michele Watches og Skagen Denmark. Den flotte rustfri stållænke holder til 10 atm, og det betyder, at uret kan holde til, at du går i bad og svømmer med det. Værket er et kvartsur, hvilket vil sige, at uret er elektronisk og drives af et batteri.

Fossil FB-01 i stål, Vibholm guld og sølv, 1.095,-

Har du fået lyst til at investere i et ur, der passer lige til dig og din stil? Nu ved du, hvor du kan finde det, hvis du vil forkæle dig selv.