5 tips: Sådan får du smuk og velplejet hud

Hvordan skal du pleje din hud, så den bliver så smuk som muligt? Og hvordan bevarer du den glød, du har arbejdet på hele sommeren? Vi spurgte makeupartisten bag vores septembermagasin, Sanne Anndriani, om hendes fem bedste tips.

#1: Start indefra

Man kan gøre nok så meget udefra, men det allervigtigste er at starte indefra. Derfor bør du altid begynde dagen med at drikke tre glas vand. Det bedste er, hvis du drikker lunkent vand, men koldt vand går også an. Herefter kan du gå i bad og drikke din første kop kaffe. Det er en god og sund måde at starte dagen på.

#2: Fugt, fugt, fugt!

Så er det tid til at fugte huden udefra. Det er vigtigt at bruge en god fugtighedscreme, men endnu vigtigere er det faktisk at bruge en eksfolierende ansigtsscrub. Mange tror fejlagtigt, at man mister kulør, når de små korn skrubber de øverste hudceller væk, men tværtimod bliver huden opfrisket og får en helt fantastisk glød.

#3: Det er tilladt at snyde lidt

Sommeren har givet dig en skøn glød, og den vil du selvfølgelig gerne bevare. Her er det tilladt at snyde lidt ved at bruge en god bronzer. Det er en god idé at bruge bronzer i cremeform, fordi cremen smelter ind i huden og giver både glow og glathed. Påfør bronzer på det højeste stykke af kindbenene og henover næseryggen – de steder, hvor solen naturligt rammer først.

#4: Husk brynene

Selvom vi snakker decideret hudpleje, er brynene vigtige at få med her; de indrammer dine øjne og er afgørende for udtrykket i dit ansigt. Derfor er det vigtigt, at du også husker at pleje dine bryn – og så er et godt råd at gå efter et naturligt brynlook.

#5: No makeup-makeup

Generelt bør du gå efter det naturlige look, så din smukke sommerglød kommer til sin ret. Du opnår det naturlige look med lidt bronzer og blush på kinderne og en let farvet lip balm på læberne. Og så er det en god idé at droppe øjenskyggen – det bliver hurtigt lidt for tungt, hvis det er det friske look, du ønsker. Kunsten er at lægge makeup, så det ligner, at du ikke har makeup på.

Følg Sannes tips, og bliv klar til at stråle både indeni og udenpå med smuk og velplejet hud.