Nye tider for urmageren i Rosengårdcentret

 

I Grøn Gade ligger en ganske særlig butik. Én af dem der har været med siden begyndelsen af Rosengårdcentrets historie som fynsk shoppingmekka. Skovgaard Guldsmed og Urmager kan, foruden at tilbyde et spændende udvalg af smukke og personlige smykker, også pryde sig med at være den stolte indehaver af en urmager. Et fag der for nogle år tilbage var røget godt og grundigt i glemmebogen, men som nu stormer frem i takt med en stigende interesse for mekaniske ure.

– Det er lidt noget særligt at have en urmager i en smykkeforretning i dag. Faktisk tror jeg kun, der findes et lille håndfuld urmagere på hele Fyn, fortæller Henrik Pedersen, der til dagligt er urmager hos Skovgaard Guldsmed og Urmager.

– At have en urmager i butikken gør det meget nemmere, når kunderne kommer ind med reparationer og forespørgsler på specialfremstillede ting. Og der kommer flere og flere i takt med, at de mekaniske ure er blevet rigtig populære, forklarer han.

Og med mekaniske ure menes de ure, der skal trækkes op hver dag, eller går ved bevægelse ( Kinetic ) Sådan et ur som far eller bedstefar havde. Og det kræver teknisk snilde at holde styr på den slags mekanik.

– De fleste ure, og det gælder sådan set både mekaniske og dem med batteri, kan være vanskelige at reparere, fordi der gemmer sig en hel masse mekanik i flere lag, der skal passe 100% sammen, før uret virker. Og derfor letter det processen rigtig meget, når jeg kan tale direkte med kunderne om uret og om, hvad der forårsager problemet. På den måde slipper vi for at skulle sende reparationer frem og tilbage, og kunderne kan tale direkte med en faglært. Det giver rigtig god mening for begge parter, lyder det fra Henrik

Men én ting er det praktiske og det faglige, noget andet er populariteten og interessen i urene som et håndværk.

– Det er da utrolig dejligt at se, hvordan mange mennesker, unge såvel som ældre, får øjnene op for og værdsætter det håndværk, det er, at være urmager, fortæller Henrik, der dagligt får mange efterspørgsler på den unikke finmekanik, der kan pryde håndleddet.

En udvikling der kun kan gøre en urmager glad.