Der findes et hav af festivaler i Danmark. Men hvorfor overhovedet tage på den slags? Ja, og hvem er det egentlig, der tager på festival? Vi har spurgt festivalglade Christine Antorini om hendes bedste, værste og mest tossede festivaloplevelser.

Hun var på sin første festival i 1981 som bare 15-årig. Siden har hun været på de fleste Roskilde Festivaler – både som deltager men også som aktiv og frivillig. Hør den tidligere undervisningsminister Christine Antorini fortælle om en helt særlig Robbie Williams-koncert med sin datter og om rockere fra Tyskland og Sverige.

Hvad er det, der er så magisk ved festivaler?

Jeg får nogle store musikoplevelser, men jeg får i høj grad også en enorm fællesskabsfølelse. Det er en stor oplevelse at stå 60.000 mennesker i vidt forskellige aldre, fra forskellige lande og se på den samme kunstner. Alle er glade og kommer hen og giver krammere, selvom de ikke kender mig eller bare kender mig som politiker.

Beskriv dit første festivalminde?

Det var i 1981, hvor jeg som 15-årig sammen med en veninde skulle på festival for første gang. Jeg kommer fra en lille flække tæt på Roskilde Festival, så det var selvfølgelig der, vi skulle hen. Min far kørte os og hentede os om aftenen igen. Jeg husker det som meget spændende, men det var også en meget voldsom oplevelse med rå miljøer og rockere fra Sverige og Tyskland.

Fortæl om dit bedste festivaløjeblik?

Det var meget stort, da min datter Sofie, som på daværende tidspunkt var 11, og jeg tog på Roskilde Festival en eftermiddag. Vi hørte en koncert med Robbie Williams, og jeg fornemmede virkelig, hvordan vi på tværs af aldre blev knyttet sammen – dels os to men også med resten af publikum. I dag er hun 27 år, og jeg tror også, det var stort for hende.

Hvad var din værste festivaloplevelse?

Jeg har heldigvis aldrig oplevet noget dårligt på en festival. Selvfølgelig har jeg oplevet enorme mængder af regn, mudder og fyldte gummistøvler, men for mig er glasset halvt fyldt – ikke halvt tomt.

Din mest tossede festivaloplevelse?

Der er en bar på Roskilde Festival, der hedder Cigar Bar. Selvom jeg ikke ryger, så er der nu noget fedt i at smide sig på græsset med sine venner med en stor cigar og et glas rom til. Det er kun den slags, der sker på en festival. Det nyder jeg.

Hvad har du altid med dig, når du er på festival?

En pakke Kleenex og hånddesinfektion efter mange års erfaring! For man ved aldrig, om man kan vaske sine hænder, eller om der er toiletpapir.

Hvem ville du ønske, du havde oplevet live på en festival?

Helt klart Rolling Stones. Jeg håber, de kommer forbi Roskilde igen.

Stüssy bøllehat
400,- Quint

Only jeans
299,95,- Only

L’oréal makeupfjernerservietter
50,- Føtex

Christine Antorini er 52 år og Folketingspolitiker for Socialdemokratiet. Tidligere undervisningsminister. Mor til to på 27 og 29 år. Bestyrelsesformand for Roskilde Festival Højskole. Har været på Smukfest et par gange, Roskilde Festival ca. 20 gange og Folkemødet på Bornholm.

Du kan også læse vores interview med Aura Dione her og Sys Bjerre her.