Du bliver nødt til at læse disse anbefalinger på 5 gode bøger, inden du smutter forbi boghandleren for at finde bogen, der skal sluges i den snarlige vinterferie. Læs med her, hvor vi har samlet 5 gode bøger, som kan få dig til at glemme tid og sted.

Forfatteren Leonora Christina Skov har vundet kunstfondens treårige legat og har kastet sig ud fortællingen om hendes eget liv. Du kan også komme helt tæt på en anden virkelig og interessant person, når selve Kronprins Frederiks fortælling bliver fortalt i bogen Under Bjælken. Eller måske du skal kaste dig ud i den anmelderroste bog Dødevaskeren, som er blevet kaldt “litteratur, der kan ændre vores samfund”. Se hele listen her.

Læs også: Boghandlere i Odense der er værd at kende

Den der lever stille af Leonora Christina Skov

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst endelig over. Den, der lever stille er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden.

299,95 kr.
Arnold Busck

Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik af Jens Andersen

“Under bjælken” tegner et portræt af Danmarks næste konge, Kronprins Frederik. Igennem otte kapitler, der stiller skarpt på et aspekt af hans person, såsom akademiker, frømand og konge, fortæller Jens Andersen om menneskets og monarkens liv. Bogen beretter om det usædvanlige liv Kronprinsen har haft indtil nu, og det der venter ham. Andersen har igennem halvandet år fulgt Kronprinsen og baserer sin bog på utallige interviews, både med ham og med hans kone, forældre, venner og mange andre.”Under bjælken” er en fortælling om vilje, oprør og stort, stort ansvar.

349,95 kroner
Arnold Busck

En anden gren af Jesper Wung-Sung

“En anden gren” er en biografisk kærlighedsroman om det utrolige møde og forhold mellem forfatterens oldeforældre. I 1902 åbner Tivoli dørene for en eksotisk og spektakulær udstilling. Blandt parkens forlystelser kan man opleve ægte kinesere! De er kommet direkte fra Canton, Shanghai og Hong Kong. Man kan opleve dem arbejde, tilberede mad og underholde. Og i programmet står der, at det er ‘aldeles forbavsende og grænser til det utrolige, hvad en Kineser kan udholde af legemlige Pinsler’. Blandt kineserne er San Wung Sung. Blandt gæsterne er Ingeborg Danielsen. Kvinder, der omgås kinesere, er halvkvinder. Det fortæller omverdenen, avisen og bekendte i hvert fald Ingeborg. Men Ingeborg er Ingeborg, og det er på grænsen til det utrolige, hvad hun kan udholde for den mand, hun har forelsket sig i, ordløst og intenst.

Forfatteren bag bogen Jesper Wung Sung har netop vundet boghandlernes pris De Gyldne Laurbær.

299,95 kroner
Arnold Busck

Dødevaskeren af Sara Omar

Pigen Frmesk får ikke en let start på livet, for familien har mange holdninger til, hvad der skal ske med hende. I “Dødevaskeren” af Sara Omar følger vi Frmesk, der vokser op i Kurdistan. Kurdistan er et brutalt land præget af krig og folkedrab. Frmesks far ønskede en dreng, men fik en lille pige, og hendes mor må beskytte hende mod en konstant trussel fra ham. Samtidig vil Frmesks farmor have hende omskåret, og da det hele eskalerer må hendes mor sætte hende i pleje hos mormor og morfar. Her har hun det godt, men lykken er kortvarig. Sara Omar står bag “Dødevaskeren”

299,95 kroner
Arnold Busck

Alle mine morgener på jorden – Mit autodidakte liv af Troels Kløvedal

I “Alle mine morgener på jorden” skriver Troels Kløvedal om sit liv, sin familie, sin barndom og ungdom, om skønne kvinder, hvoraf han fik børn med fire, om dem og om børnebørn; om sit arbejde på teatre og andre steder i København, om årene i kollektivet Maos Lyst, om sine venner og veninder, om hofballer og dannebrogsorden, og han skriver selvfølgelig om Nordkaperen, sine mange rejser ombord og om de mange mennesker, der har været ombord. “Alle mine morgener på jorden” er skrevet i lyset af den livstruende sygdom, der ramte Troels Kløvedal for et par år siden. Bogen er et vidnesbyrd om et levet liv, den lyser af taknemlighed over den rige og mangfoldige tilværelse, han blev tildelt. Troels Kløvedals åbenhjertede selvbiografi indeholder ikke en gnist af bitterhed eller vrede over sygdom og svækkelse – i stedet er den en kærlig hyldest til livet, glæde, kvinder, rejselivet, litteraturen, verdens mangfoldighed og alle hans smukke morgener på jorden.

299,95 kroner
Arnold Busck